Kurv

Nøddeallergi er en fødevareallergi, hvor kroppen reagerer uhensigtsmæssigt på nødder.

Allergi opstår ved at en disponeret person gentagne gange udsættes for påvirkninger af proteiner, også kaldet allergener. Man siger at personen ’sensibiliseres’, altså bliver overfølsom overfor disse allergener.

Kroppen reagerer ved at danne antistoffer, der binder sig til såkaldte mastceller, indeholdende det kemiske stof histamin. Når et allergen sætter sig på antistofferne, forårsager det en frigivelse af histaminet fra mastcellen. Histamin skaber en udvidelse af kapillærer og en mild muskelsammentrækning, som til slut resulterer i individuelle symptomer.

Symptomerne kommer akut og kan være løbende næse, vejrtrækningsproblemer, kløe, rødme eller udslæt. Den allergiske reaktion er ofte en ond cirkel, der holdes i gang, så længe personen udsættes for det pågældende allergen. Når allergenet fjernes, klinger reaktionen gradvist af.

Hvis man oplever at reagere ved én slags nød, er det ikke sikkert man reagerer på alle slags nødder. Det er vigtigt at holde sig fra den nød/de nødder man ikke kan tåle.

Der er rigtig mange som oplever at krydsreagere med nødder, hvis de også har pollenallergi. Når man krydsreagerer, betyder det, at kroppen ikke kan skelne mellem de allergifremkaldende stoffer i pollen og i nødden. Birkepollenallergikere krydsreagerer ofte med hasselnødder, men også med mandler, paranødder og valnødder.

Når nødder steges eller bages, tåles de bedre af nogle.

Nøddefamilien består af:

  • Hasselnød, cashewnød, paranød, mandel og valnød.
  • Jordnødder/peanuts er en bælgfrugt (legume). Jordnødden er den ’nød’ de fleste har størst reaktion med.

Nødder, frø og kerner som sjældnere giver reaktioner:

  • Birkes, græskarkerner, kastanjer, kokosnødder, pekannødder, pinjekerner, pistacienødder, sesamfrø og solsikkekerner.

Kokosnødden er ikke en nød, men tilhører i stedet palmefamilien palmaceae, der foruden kokos består af dadel, sago og palmeolie. Det er meget sjældent, at folk med nøddeallergi reagerer på kokosnød.