Hvad er Low FODMAP?


Hvad er Low FODMAP?

Nogle af de sygdomme, som hører under ikke-allergisk fødevareoverfølsomhed, kaldes også intolerans eller intolerance.

Intolerance er overfølsomhed overfor visse sukkerarter, som fx laktose (mælkesukker) eller fruktose (frugtsukker). Overfølsomheden består ofte i, at man kan have svært ved at nedbryde fødevarer helt, hvis man mangler enzymer, mavesyre, bugspytkirtelenzymer mm. Kroppen danner altså ikke de enzymer, der kan nedbryde fx laktose eller fruktose – det kaldes enzymbrist. Overfølsomhed kan også opstå overfor Inulin (fibre fra fx jordskokker og hvidløg), histamin, kulhydraterne galaktaner (findes i bønner og bælgfrugter), fruktaner (findes i hvidløg, løg, jordskokker, artiskokker og asparges) og polyoler (sukkeralkoholer, der ender på -ol – fx sorbitol, mannitol, maltitol, xylitol, samt isomalt. Polyoler findes også naturligt i frugter som avocado, æbler, pærer og ferskner, samt i champignon og blomkål).

Ved en overfølsomhed overfor ovenstående bruges en diæt fra Australien, som kaldes Low FODMAP diæten, som står for Lav på Fermenterbare Oligo-sakkarider, Di-sakkarider, Mono-sakkarider And Polyoler. Alle er former for kulhydrater/sukkerarter.

Det, der har gjort Low FODMAP diæten kendt, er, at mange mennesker, der lider af irritabel tyktarm, IBS (Irritabel Bowel Syndrome), har oplevet en betydelig nedsættelse af deres symptomer ved at skifte kulhydrater ud med kulhydrater, som ikke giver problemer med mave-tarmsystemet. Det er ca. 70 % af patienterne, der har oplevet dette.

Symptomer kan være: Oppustethed, udspilethed, mavesmerter, maverumlen og luft i maven, forstoppelse, diarré, træthed, udmattelse, led- og muskelsmerter, væskeophobninger, vægtsvingninger, depressionsagtige tilstande, vrede mm.

Overfølsomhedsreaktionerne ligner i høj grad de almindelige reaktioner på klassisk allergi, selvom en overfølsomhedsreaktion intet har med kroppens immunforsvar at gøre. Reaktioner kan også opleves på kort tid, ligesom den klassiske allergi.

Tekst og information fra bogen Hverdagsfavoritter af Karina Villumsen/Madgudinden